Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Antimobbestrategi

Politik for at undgå mobning på Bredsten-Gadbjerg Skole

Mobning er det synlige tegn på, at der er en ubalance i den sociale sammenhæng, barnet går i.

Skolens anti - mobbepolitik

  • Alle har ret til et trygt skoleliv.

  • På vores skole er mobning ikke tilladt.

  • Vi er alle det samme værd, selvom vi er forskellige.

  • Vi skal alle behandle hinanden med omsorg, respekt og udvise tolerance.

  • Alle på vores skole har pligt til at gøre opmærksom på tegn på mobning.

  • Når nogen gør opmærksom på mobning, skal sagen tages alvorligt.

Skolens definitioner af mobning

FORFØLGELSE:  En person er mobbet, når han eller hun gentagne gange og over en periode bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer.
KLIKE-DANNELSE:  En person bliver mobbet, når han eller hun uden god grund holdes uden for en gruppe.
HIERARKI/
HAKKEORDEN:  En person bliver mobbet, når han eller hun gentagne gange ikke frit tør vise, hvad han eller hun dur til, fordi der er nogen, der bestemmer over andre.
DIGITAL MOBNING og forfølgelse af elever på de sociale medier har et stort fokus på skolen og skal tages alvorligt som al anden mobning. SSP inddrages i den forbindelse med henblik på samarbejde om oplysning af eleverne i skoletiden og orientering af forældre ved opfølgende møder.

MOBNING – sådan forebygger vi, at det sker.

Princip: Vi arbejder aktivt med at have en mobbefri skole.
Mål: Skolen er et inkluderende fællesskab.
Vi har en kultur på skolen, hvor mobning ikke kan trives.
Alle - elever, forældre, medarbejdere og ledelse - italesætter, at skolen er et inkluderende fællesskab.

Skole & SFO:  Undersøgelser om mobning indgår altid i den årlige nationale trivselsmåling, og der ud over bruges indhold og inspiration fra klassetrivsel.dk, friformobberi.dk og SSP-systemet. Ved skoleårets begyndelse udarbejder klasseteamet en trivselsplan for klassen, som præsenteres ved første forældremøde. Ved skolestart i 0.kl informeres forældrene om skolens anti-mobbepolitik. Ledelsen tager ansvar for, at alle medarbejdere, elever og forældre forstår deres rolle i den forebyggende indsats mod mobning.
Det pædagogiske personale har opdateret viden om mobning. De voksne er positive rollemodeller.
Medarbejderne arbejder forebyggende og indgribende i forhold til mobning ud fra en forståelse af, at mobning er udtryk for ubalance i fællesskabet.

Medarbejderne tager ansvar for kvaliteten af: samværet i fællesskabet ved at være tydelige klasserumsledere.
Skolen kan arrangere møder med oplæg om mobning.

Forældrene: Forældrene ved, hvor de kan finde information om mobning.
Forældrene kender skolens procedure omkring Mobning kan tages op som tema på klassens forældremøder. Forældregruppen arbejder med at etablere et godt socialt miljø blandt klassens forældre.

Forældrene bidrager til drøftelser på forældremøder om trivsel: Reflekterer over egen og andres holdninger til børnefællesskaber, drøfter hvordan elevernes trivsel styrkes, samt hvordan konflikter og mobning forebygges og håndteres.
Forældrene har fokus på, at deres barn lærer at løse konflikter selv og sammen med jævnaldrende og inddrager voksne, når der er behov for det.
Forældrene er nysgerrige på deres barns digitale liv og løbende taler med deres barn om, hvordan de bruger de sociale medier på en god og respektfuld måde med henblik på at undgå deling af krænkende beskeder og billeder.
Skolebestyrelsen kan arrangere møder med oplæg om mobning. Der er trivselsarrangementer for både forældre og børn. Forældre giver klart udtryk for, at mobning ikke er tilladt.

Eleverne: Der er aftaler om fælles kultur i alle klasser. 
Der er social træning på alle klassetrin.
Der spørges om trivsel ved elevsamtaler på alle klassetrin.
Eleverne arbejder med kropssprog og kommunikation.
Eleverne lærer samarbejde og konfliktløsning.
Elevrådet foretager i forbindelse med udarbejdelse af undervisningsmiljøvurdering en spørgeskemaundersøgelse omkring mobning.
Der er trivselsarrangementer for både forældre og børn.

MOBNING – sådan gør vi, hvis det alligevel sker

Princip:  Vi vil ikke finde os i mobning, og vi har alle et ansvar for at gribe ind, hvis det sker.
Mål:  Alle ved, hvad der skal gøres, hvis de oplever mobning.
Skole & SFO: Når skolen observerer mobning eller modtager henvendelse herom, sørger modtager for at videregive sagen til kontaktpersoner
eller skoleledelse. Sagen noteres straks i Aulas sikre filer og behandles.
Det pædagogiske personale griber altid ind og laver aftale om sagens videre forløb:
- ved samtale eller konfliktløsning
- inddragelse af kontaktperson
- inddragelse af forældre
- evt. videregivelse til skoleledelse
Der udarbejdes en handleplan senest 10 arbejdsdage efter, at der er konstateret mobning. Vi bruger DCUM's handleplaner, når der konstateres mobning eller ubalance i en klasse.
Alle parter herunder forældre orienteres om sagens forløb.
Evaluering aftales.

Forældrene:  Forældre griber ind ved at henvende sig til enten:
- klassens primære voksne
- skolens ledelse

som herefter skriftligt skal notere sagen og sørge for, at den gives videre til kontaktpersoner, eller skoleledelse, som herefter behandler sagen.

Eleverne:  Elever griber ind ved at henvende sig til kammerater, forældre, pædagoger, lærere, skoleledelse eller andre voksne omkring skolen, som herefter skal sørge for, at sagen viderebehandles.

HANDLEPLANEN - når mobning konstateres

Mobning er et fælles ansvar. Alle kan gøre noget for at stoppe mobningen, og alle har et ansvar:
både den, der mobber, dem, der er vidne til mobning og den, der bliver mobbet. Der skal ske hurtige og positive forandringer med alle, der er involveret i mobning. Det er meget skadeligt, særligt for den, det går ud over, men også for de andre omkring mobningen. Det er en rigtig usund og dårlig måde at være sammen på. I vores indsats mod mobning er det vigtigt at være opmærksom på de forskellige roller og på, at alle bliver inddraget med henblik på at rette op på den skade, som mobning forvolder på personer, identiteter, adfærd, relationer, kommunikationsmåder osv.

Princip:  Der skal handles, når der konstateres problemer med det psykiske undervisningsmiljø og tilfælde af mobning.

Mål:  Skolen udarbejder en konkret handleplan senest 10 arbejdsdage efter, at der er sket henvendelse omkring det psykiske undervisningsmiljø og tilfælde af mobning.

Handleplanen:  Handleplanen skal indeholde konkrete tiltag om, hvordan mobningen effektivt bliver stoppet. Foranstaltningerne i handlingsplanen kan være kort- og langsigtede, og de kan ligge på skole-, klasse- eller personniveau. Skolen skal selv vurdere, hvilke tiltag der bedst muligt kan løse mobningen i det konkrete tilfælde. Det er vigtigt, at tiltag ikke rettes alene mod enkeltindivider, men mod den destruktive kultur i elevgruppen. Det er vigtigt, at følgende tre trin tilgodeses i håndteringen af mobning:
- En analyse af mobningen forud for valg af håndteringsstrategi.
- Planlægning af konkrete tiltag.
- Aftale om evaluering og opfølgning af tiltag.

Det er vigtigt at skelne mellem initiativer, der løser en konkret mobbeproblematik her og nu, og initiativer, der fokuserer på at afdække, om mobningen eventuelt skyldes bagvedliggende ubalancer i klassekulturen.

KLAGEVEJLEDNING - for elever og forældre

Alle elever og alle forældre kan klage, hvis man oplever at der ikke handles, når mobning konstateres. Hvis du har talt med personalet om dit barn, eller hvis du som elev oplever, at der ikke bliver handlet på mobning, så kontakt skolens leder. Hvis du derefter fortsat er utilfreds med skolens vurdering og behandling af sagen, har du mulighed for at klage til den nationale klageinstans mod mobning.

Du kan klage, hvis:

● skolen ikke har en forebyggende antimobbestrategi.
● skolen ikke har taget stilling til, om der foregår mobning på baggrund af en henvendelse om mobning.
● skolen ikke har foretaget de midlertidige foranstaltninger, der er nødvendige for at stoppe mobningen, frem til iværksættelse af handlingsplanen.

● skolen ikke har udarbejdet eller gennemført en tilstrækkelig handlingsplan på baggrund af en henvendelse om mobning.
● skolen ikke har informeret dig/dit barn om hvilke tiltag der vil blive sat i værk.

Du kan læse mere og klage online til Den nationale Klageinstans Mod Mobning via følgende link http://dcum.dk/forside/den-nationale-klageinstans-mod-mobning Har du brug for hjælp til at klage, kan du henvende dig på skolens kontor. Her vil der blive lavet en aftale med skolens ledelse, der vil vejlede dig.

Links: 

                      http://www.friformobberi.dk

                      http://www.alleforenmodmobning.dk

                      http://sammenmodmobning.dk

                      http://dcum.dk/forside/den-nationale-klageinstans-mod-mobning

                      https://bornsvilkar.dk/devoksnesansvar/trivselshjaelperen

Revideret af skolebestyrelsen på møde den 30. november 2021.

KLAGEADGANG I VEJLE KOMMUNE

En elev eller forældremyndighedsindehavere kan henvende sig til skolen og klage over skolens indsats i forhold til problemer med mobning Du kan læse mere om klagemulighederne via dette link http://dcum.dk/forside/den-nationale-klageinstans-mod-mobning

Har du brug for hjælp til at klage, kan du henvende dig på skolens kontor. Her vil der blive lavet en aftale med skolens ledelse, der vil vejlede dig.